Af Olaf Prien

Bedre normeringer: For mig betyder det også, at børn må blive i 
børnehaven indtil de er klar til at gå i skole, og ikke bliver presset 
til at starte. Det giver sig selv at mulighederne og normeringen i 
skolen er dårligere for et barn, der mest havde brug for et år mere i 
børnehaven.

Til trods for at skolelederen ser på barnets bedste, når det besluttes 
om et barn må vente med at starte i skole eller ej, så var der i Halsnæs 
i 2017/18 kun 3,7 %, der fik lov til skoleudsættelse, mens der var 6,3 % 
i Gribskov, 7,8 % i Oddsherred og 9,6 % i Frederikssund. Vi skal være 
sikker på at vi ikke presser børn ind i en ramme, som de slet ikke er 
klar til og som på længere sigt kan give dem ikke kun faglige problemer, 
men også dårligere trivsel.

Alarmklokkerne ringer hos mig, når jeg f.x. læser denne beretning: 
“Vores datter blev vurderet skoleparat som 5 årig. På trods af vores 
protester mod afgørelsen betød det at hun ikke kunne følge med, blev 
usikker og følte et mindre nederlag da hun måtte komme tilbage til 
børnehaven. Nu i en ny børnehave, fordi der ikke var plads i den gamle. 
Det var synd for hende og vi blev vrede og skuffet over at hun skulle 
presses til at starte for tidligt og skulle igennem så meget bøvl til 
ingen verdens nytte.”

Er der andre, der har oplevet lignende? Eller er der andre, der har 
oplevet at deres ansøgning om skoleudsættelse blev imødekommet på en 
passende måde?